Tegn på, at du har for travlt

Hvis der er noget, jeg har hørt mig selv sige mange gange, så er det: “Jeg har travlt.”

Det er typisk når folk spørger mig, hvordan det går.

Kender du det?

Jeg havde tilmed følelsen af, at det at have travlt var en god ting. For så skete der noget, så var der fremdrift.

Det sidste jeg havde lyst til at være, var at være doven.

Og jeg er ikke den eneste. For vi har travlt. ALT for travlt. Det er sjældent, at nogle af os har en weekend uden planer, og kalenderen er fyldt til bristepunktet. Hvornår har du sidst mødt en der sagde:

“Mig? Jeg har virkelig god tid, og intet jeg skal nå. Det er vidunderligt.”

Travlhed er noget, jeg i de seneste år har været meget opmærksom på, og jeg har undgået at fodre idéen om, at det at have travlt, er fedt. Tværtimod har jeg sat en ære i at skabe weekender uden planer, sige nej til ting jeg ikke havde lyst til, uddelegere, og kraftigt minimere aftaler i løbet af ugen, så der var store, tomme huller i kalenderen at se frem til. Endda hele dage uden planer. Og ærligt? Det er FANTASTISK!

For vi mennesker har BRUG for ro og stilhed. For spontanitet, eventyr og at kunne mærke vores lyst. Ellers bliver vi slukket stille og roligt. Vi bliver udvaskede, mangler liv i øjnene. Bliver udbrændte og overvældede.

Så hvordan ved du, om du har for travlt?

1) Du føler skyld. Skyld over ikke at gøre nok, ikke at være nok. Du har sikkert høje idealer om, hvad du burde/kunne/skulle nå, og du føler, at du er bagud. To-do-listen føles uendelig, og det er svært at slappe af, for hovedet støjer. Du tænker over, at du endnu ikke har trænet, endnu ikke har ringet til din mor, endnu ikke har den opsparing, mangler at svare på x-antal mails, mangler at gøre XYZ, listen er uendelig. Og det tynger dig med skyld.

2) Du har mistet fornemmelsen for, hvad der er vigtigt. Fordi du prøver at få så meget gjort som muligt, og spreder dit fokus tyndt, så har du mistet fokus for, hvad der virkelig ægte er vigtigt. Er det virkelig vigtigt at svare den arbejdsmail kl. 22 om aftenen? Eller er det vigtigere at kigge din partner i øjnene? Er det vigtigt at ordne vasketøj, eller er det vigtigere at lave en halv times yoga på stuegulvet?

3) Du prøver at multitaske. Måske du laver aftensmad, taler med en ven over telefonen, tømmer opvasker, og kommunikerer med din partner eller barn på samme tid. Eller du hører podcast, tjekker e-mails og spiser morgenmad på én gang.

Multitasking stammer fra en overbevisning om, at der ikke er tid nok. Det udspringer fra en mangelfølelse. Så hvor stammer din følelse fra, at der ikke er nok?

Vi mennesker kan desuden kun være 100% fokuseret på én ting af gangen, så du forringer dit resultatet ved at sprede din opmærksomhed. Og så mindsker multitasking vores evne til at være nærværende overfor andre og at udføre deep work. Det går i sidste ende udover dine relationer og din arbejdsindsats.

4) Du fylder din kalender for at “nå” det hele. En ledig lørdag? Legeaftale til børnene. Fredag aften uden planer? Middag og bytur. Tidligt fri tirsdag? Kaffeaftale med veninderne.

Og før du ser dig om, er din kalender booket 4 måneder frem. Når du taler med andre, kan de først ses i april næste år, og derfor bliver din tid planlagt længere og længere frem.

Når dagen så kommer for aftalerne, så har du ikke lyst. Du er træt. Du længes efter frihed. Du kan have følelsen af, at være ved blive kvalt i dit liv og alle de ting du skal nå.

Det er ingen skam at have for travlt. Vi har alle været der, og er der fra tid til anden. Det vigtige er, at vi får stoppet op og bliver bevidste om det.

Og er et travlt liv virkelig et lykkeligt liv for dig?

Hvis ikke, så stop op og…

  • Aflys de aftaler du ikke gider. Med det samme. Send en sms og sig pænt nej tak, fordi du skal passe på dig selv. Det forstår de fleste og bakker op om. Hvis ikke - så gør det alligevel.

  • Arbejd med the fear of missing out. Hvad føler du, at du går glip af? Er det fordi du føler, at du mangler noget i dit liv - eller er du bange for stilheden ved ikke at have nogle planer?

  • Vær opmærksom på ikke at tage overansvar. Er du vokset op med at være “den gode pige” eller “den gode dreng” der påtager sig alle opgaverne? Føler du at du svigter, hvis du ikke klarer det hele selv? Hvis du har svært ved at tage imod, og at indse, at du hverken kan eller skal klare det hele selv, så kunne terapi være en god idé. At slippe det mønster vil være det bedste, du har gjort for dig selv.

  • Skab tomme huller i din kalender (gerne hele dage!) og lær at lytte til din lyst. Modstå fristelsen til at booke noget på forhånd, men lad det opstå af sig selv. Og kun fordi du har lyst. Jeg lover dig, at du bliver afhængig af det!

  • Giv nervesystemet noget kærlighed. Hvis du har haft for travlt for længe, så svarer det til kun at trykke på speederen i din bil. Det kan den ikke holde til i længden. Topatleter ved, hvor vigtigt restitution er. Det kan tage tid at vænne sig til at trykke på bremsen, og kan føles ukomfortabelt. Hjælp nervesystemet på vej med en kropsbehandling eller yoga.

  • Sæt dig selv først. Kære dig, DU er det vigtigste i dit liv. Ingen dig, intet liv. Du er grundstenen i alt, hvad du foretager dig. Og når DU har det godt, så smitter det positivt af på alt andet i dit liv. Ofte tror vi, at det er den anden vej rundt, at når vi har nået hele vores todo-liste eller har det fede job, SÅ får vi det godt. Men det er omvendt. Når du har det godt og er opladet og stråler indefra - da vil det påvirke dit liv på den mest positive måde. DU kommer først.

Forrige
Forrige

Prognosen for November måned